DAVID MICHELSEN |
|||
|
FORSTÅ VERDEN Kapitel 13: Informationsgrafik i praksis I det følgende ser vi på informationsgrafikken i Politiken i perioden fra den 10. oktober til den 23. oktober 2000. Derved indgår hver ugedags avis med sine særlige sektioner to gange. Og ved at se på 14 dages aviser vil vi få et varieret udbud af artikler — både mht. stofområde og artikeltype. 14 dages aviser giver et fyldigt materiale, uden at det bliver uoverskueligt. Undervejs prøver vi at knytte kommentarerne til de principper for informationsgrafik som blev diskuteret i kapitel 13. Materialet domineres af fem typer grafik: landkort, søjlediagrammer, ”clip-art”-lignende tegninger, kurver og afbildninger af den fysiske virkelighed. Landkort Læseren ved sandsynligvis hvad hovedstaden hedder i Frankrig, eller at Stillehavet ligger på den anden side af jorden. Avisen behøver altså ikke give os et grundkursus i geografi, og derfor bør landkort gøre mere end bare lokalisere det sted der omtales. Hvis en avis hver gang den skrev om Island, automatisk viste et kort af øen, ville det nærme sig ”den laveste fællesnævners tyranni”. Kortet over Svalbard i artiklen "Livsfarlige studier" (22.10., 4/7) antyder problemet. Artiklen handler om at isbjørne kan være en fare som folk må gardere sig imod, og om universitetet dér. Læsere der ikke kender Svalbards beliggenhed, lærer den allerede i manchetten, "[l]idt syd for Nordpolen". Hvis man stadig vil hjælpe læseren, er det lille oversigtskort fint. Men der er tilføjet et mere detaljeret kort over Svalbard. Det viser øernes omrids, placerer hovedstaden og fortæller at havet hedder Barentshavet. Imidlertid vedrører ingen af disse oplysninger artiklen. Kortet kunne have angivet hvor øens ca. 3.000 bjørne holder til, eller hvor forskningen foregår, eller der kunne have været kryds med årstal hvor de fatale ulykker var sket. "Drømmenes USA" (17.10., 3/6) handler om at naturparkerne i Utah ikke er kendt af ret mange trods deres skønhed. Billederne viser skønheden, mens kortet skal vise os beliggenheden. Var det nødvendigt at medtage diverse nabostater når det foreslås at man flyver til Salt Lake City? Men vejnettet nævnes flere gange, bl.a. "Scenic Highways" og "Scenic Byways"; de er bare ikke med på kortet. Dét er naturparkerne derimod, markeret med klodsede trekanter og store typer. Øjet kan godt over kortere stræk holde mindre typer ud; en kæmpe grå klat med ordet "Nevada" i er spild af sværte. Der er plads til mere information for den der overvejer en tur til Utah. Eksemplet illustrerer den dårlige rollefordeling mellem journalist og grafiker, hvor sidstnævnte blot bliver illustrator og ikke får lov til at indføre perspektiver der kunne stimulere læseren. Kortet over Brasilien i "Frihed på afbetaling" (16.10., 1/15) har samme problem. Artiklens fokus er en moderne form for slaveri; en provins, Piaui, omtales som eksempel, og et offer er interviewet. Dertil et ret stort kort over Brasilien som viser hvor landet ligger, hvad hovedstaden hedder, og hvor eksemplet er taget fra. De fleste ved nok hvor Brasilien ligger. Der er ikke brug for kort her — men det udelukker ikke informationsgrafik. Danmark hører til verdens rigeste lande, og her er en "historie" om et af de fattigste. Hvordan skal man gøre en funktionær i Skive klart hvad det drejer sig om? Mere relevant end kortet var en sammenligning af økonomiske forhold. Der er mange tal i artiklen, priser, lønninger osv. omregnet til danske kroner. F.eks. kunne man forsøge med nogle figurer at vise den økonomiske klemme landarbejderne er kommet i; hvordan ser plantageejernes økonomi ud i forhold til landarbejdernes — og i forhold til danske tilstande? Artiklen er bragt i serien "Global Mandag" og er en oversættelse fra Washington Post. For at få det globale perspektiv mere ind kunne man fortælle om Danmark yder ulandsbistand til Brasilien, og i givet fald sammenligne Danidas økonomiske magt i landet med plantageejernes. Kan vi gøre en forskel, selvom vi bor langt væk? Informationsgrafik er tænkning på papir, og her kunne man med fordel have trukket på dens komparative og forklaringsgivende styrker. Kort over Mellemøsten ser man tit. I løbet af de 14 dage ser vi 4, så læsere med interesse for emnet kan ikke længere være uvidende om Israels eller dets naboers geografi, herunder hvor Gaza og Vestbredden ligger. Men det er indholdet i "Volden i Mellemøsten optrappes" (13.10., 1/1). Til andet bruges kortet ikke. At resumere 14 dages nyheder, som det gøres her, er fint, men teksten har næsten ingen forbindelse til kortet. Resumeet indeholder ret forskelligartede oplysninger og ville være svært at fremstille i en grafik, men man kunne vælge et andet fokus, f.eks. dødstallets udvikling eller omstridte helligdomme. "Jerusalem og Vestbredden" (22.10., 4/5) har et sådant fokus der gør denne grafik interessant, og den bærer langt flere informationer. Den viser som den anden de to områder, men har derudover detailkort over Jerusalem og Vestbredden der viser parternes kontrol. Her tales ikke ned til læseren, og en sjælden detaljeringsgrad kan måske hjælpe til at vise noget relevant i forhold til artiklen uden at det er ren gentagelse. En grafik af Danmark som virker godt, er "Her står Danmarks vindmøller" (10.10., 1/4). En masse små prikker angiver placeringen, og læseren kan zoome ud ("der er mange møller i Danmark, særlig i Vestjylland") og ind ("der er ingen møller her"). Det hjælper læserens selvstændige tænkning og gør stoffet levende. "Spot fugle" (11.10., 4/16) er mindre vellykket. Den skal vise hvor man kan se hvilke fugle på træk i Danmark. Dét kræver ikke et stort kort; skal kortet med, kan det nedkopieres til 1/10 uden tab, og den fjollede fuglespotter ved hvert stednavn kan erstattes af en prik. Endnu bedre: et skema med opdeling efter region og én kolonne til stednavn, én til vindretning og én til fugletyper. Fuglefloksformationerne, vist i en slags kikkertsigte, og simple tegninger af fuglearter, er spredt ud over kortet. Begge disse grafiske tiltag er gode, men de er placeret på en tilfældig måde som får læseren til at lede efter en ikke-eksisterende mening. En standard-informationsgrafik som hæver sig langt over standarden, er vejrkortene. Hver dag bringes et for Danmark og et for Europa. På det første ses et almindeligt kort i grøn og blå. Geografien er her relevant, og der ligger megen information i den. Der er tilføjet tre typer data: vind, temperatur og nedbør. Nedbørsikonerne er store og forsynet med fed kant. Mindre havde været mere elegant, og så havde der måske været plads til at give Djursland en temperatur. Med vejrtjenesten i tv er meteorologi blevet almen viden, og man kunne godt have forsynet kortet med flere oplysninger, f.eks. strømforhold i de indre farvande eller badevandstemperaturer om sommeren. Kortet har fjernet det uvæsentlige — så kunne man bruge pladsen på flere relevante informationer. Kort af den art tillader både mikrolæsninger ("Lad os tage en tur i lystbåden" eller "Bare man var i Athen") og overblik over vejrsituationen (makrolæsning). Når læseren aktiverer sin zoom, opstår forståelsen. Men nedbørsdiagrammet er bare to søjler, udformet som regnmålere. De er en visualisering af kun to tal. I stedet for én fed søjle der viser 30 dage, kunne man have lavet 30 søjler og skrevet deres sum ovenover, eller én søjle for hver landsdel. Så kunne man se en udvikling, eller foretage forskellige mikrolæsninger. Til sammenligning er temperaturkurven meget mere interessant. Histogrammer Et eksempel er "Dansk dominans" (18.10., 3/7). Danske producenter af høreapparater fylder godt på verdensmarkedet, og det skal grafikken uddybe, specielt at GN Resound er vokset stærkt. Omsætningen for de største virksomheder fra 1999 og 2000 er vist som søjler. Men der er ingen akse man kan se omsætningens størrelse på – kun kun at f.eks. Phonaks er ca. halvt så stor som Oticons. Og selv dét er svært, for i stedet for at lette aflæsningen har grafikken gjort den sværere, idet søjlerne ikke er lodrette, end ikke vandrette, men skrå. Grafikken er stor, og dog viser den meget få tal. Man vælger én sammenligningsparameter: omsætningen — og kun fra to år. Det er fint at informationsgrafik er komparativ, men endnu bedre er det hvis den også er multivariabel. En række nøgletal fra disse virksomheder kunne let være taget med: antallet af ansatte, producerede høreapparater, egenkapitalens størrelse, f.eks. Det kunne afføde interessante sammenligninger: Hvem er produktive? Hvem er billige? Hvem forsker? Men læseren lades i stikken med få, simple data. Fænomenet kaldes undertiden "USA Today-syndromet”. En smart måde at lave et histogram på er "Ældres brug af computere" (19.10., 3/9). Den er lidt svær at afkode, men når man først ser systemet, er det logisk. Diagrammet bygger på tre spørgsmål: computer? internet? e-handel? Det første spørgsmål stilles til alle svarpersoner, mens det andet og tredje forudsætter positive svar i de forudgående. Hver søjle er så delt i to, og højden på søjle 2 og 3 svarer til højden på ja-delen i hhv. 1 og 2. Et eksempel på grafisk nytænkning. Clip-art Grafikken "Lovgrundlag" (16.10., 1/3) (i en historie om årsagen til halebid) citerer en bekendtgørelse. Den er egentlig en mellemting mellem en faktaboks og en informationsgrafik. Den består både af tekst, §3 stk.1-2, og grafik, en lille lyserød gris med et "§" på maven og en krølle på halen. Baggrunden er en figur der skal illudere pergamentpapir og dermed signalere autoritet og lovformelighed. Grisen ser, ærligt talt, fjollet ud. Da der er tale om et følsomt emne, landbrugsøkonomi vs. dyrevelfærd, virker kombinationen af paragraf og gris noget søgt. Grisen og pergamentbaggrunden er staffage; en tegning af hvad halebid egentlig er, kunne have tilføjet følelsesmæssig information. Trods det at motivet ikke er ret æstetisk, er det et eksempel på æstetikkens tyranni; den ordinære faktaboks alene havde været nok. "Hvem stemte hvad" (15.10., 1/4) består af tabeller med ja- og nej-procenter ved euro-afstemningen i forhold til en række demografiske parametre. Overordnet set er tabellerne fint tilrettelagt fordi de giver mulighed for to typer sammenligninger. Dels kan man sammenligne ja vs. nej inden for en enkelt kategori (f.eks. funktionærer), dels procenter på tværs af kategorierne (f.eks. ja-procenter i forhold til beskæftigelse). Det muliggør mange læsninger, både mikro- og makro-. Læseren kan finde sig selv i skemaet, sine forældre og bedsteforældre, og det styrker hendes egen hypotesedannelse. Der ligger 983 interview à 6 spørgsmål til grund for undersøgelsen. Det giver 4.915 oplysninger. Man kan undre sig over at det nu reduceres til 22 uforbundne tal. Ganske vist er de enkelte parametre for hver profil bundet sammen (alle har jo både et køn, en alder, en uddannelse osv.), men man kan f.eks. ikke se om de 73 procent med lang uddannelse der stemte ja, fortrinsvis var mænd eller kvinder, eller om de 5% der først bestemmer sig i valglokalet, kun har folkeskoleuddannelse, eller om det er de unge. Ydermere er halvdelen af tallene i tabellerne overflødige, idet en ja-procent af afgivne stemmer på f.eks. 48 automatisk giver en nej-procent på 52. Til gengæld havde der her været en chance for at lave en multivariabel, relationel informationsgrafik, dvs. én hvor man kan aflæse relationer mellem flere forskellige frie variable. Ser man nærmere på tabellerne, får man nemlig øje på et par tydelige relationer mellem euro-holdning på den ene side og køn og især uddannelsestrin på den anden. Kvinder var markant imod euroen, mænd næsten lige så markant for. Og i helt massiv grad ser vi at jo længere uddannelse man har, des mere er man for. Mellem andre par af variable er der ikke så klare sammenhænge, f.eks. er billedet mht. alder og euro-holdning helt mudret. Men artiklen der ledsager grafikken, fokuserer på noget helt andet, nemlig at en del vælgere (også denne gang) var i tvivl til det sidste; den stærke kobling mellem holdning og uddannelse strejfes kun i én sætning til sidst. Hvorfor mangler der i den grad sammenhæng mellem udsagnet i teksten og i tallene? Hvorfor fokuserer grafikken ikke på de interessante relationer der faktisk er, og hvorfor bliver de ikke uddybet i artiklen? Her kunne grafikeren have spillet en aktiv rolle. I en tabel kan man jo kun orientere sig i to dimensioner, i en række og en kolonne. Tufte viser i sine bøger at det kan lade sig gøre. Faktisk er det sådan at når statistikere granske tal fra virkelighedens verden, så er grafiske afbildninger, ikke bare tabeller, et afgørende redskab til at få øje på interessante mønstre der skjuler sig i dem (pioneren på dette område er John W. Tukey, jf. bl.a. Tukey 1977). God grafik er et redskab ikke bare til at formidle, men samtidig til at tænke med. Det er således spild at grafikeren sættes til at lave disse tabeller, som tilmed er grimme, da næsten alt er fremhævet med fed, og til at lave clip-art. (Clip-art er masseproduceret grafik som ofte følger med computerprogrammer, og den er – i al sin grimhed – næsten altid udtryk for det vi har kaldt "æstetisk tyranni". Den skal bare "se ud", men den siger ingenting.) Grafikeren har her indsat en telefon. Ud for røret er der en taleboble med et "Ja!" og én med et "Næj!!”. Hvorfor taler nej-sigeren Peter-Malberg-dialekt? I øvrigt er det nonsens med en taleboble ud for taledelen af røret (dér sidder en mikrofon, ikke en højttaler). En komplet undervurdering af læseren. Vi ved godt hvordan en telefon ser ud, og grafikken tydeliggør ikke folkets splittelse på en oplysende måde. Artiklen "Pengeyngel på børnebørsen" (11.10., 3/10) har fået en sjov tegning i en personlig streg: en mor læser op for sin cigarrygende baby – af børslisten. Men derudover er der brugt et stort areal på en informationsgrafik. Her er noget der ligner en clip-art: en vrælende baby der mades med en ske. Computergrafik kan have sin berettigelse, men rigtig sjov er den sjældent. Tegningen er meget sjovere, den er original og personlig. På babyens hagesmæk finder vi et skema med en række data. Den første kolonne viser hvor mange procent af de forskellige bankers børneopsparingsordninger der er sat i værdipapirpuljer. I de andre kolonner er der nogle procentsatser som viser afkast, kontorente og omkostninger, og sluttelig står der under bankens navn hvor mange puljer den tilbyder. Artiklen har nogle generelle overvejelser over pro et contra i forbindelse med de forskellige opsparingsformer og påpeger at der kan være forskelle på hvad bankerne tager i gebyr hvis man overlader til dem at investere. I forhold hertil kunne grafikken uddybe 1) de forskellige opsparingsformer og 2) de forskellige bankers tilbud. Informationsgrafik har netop en force i det komparative og multivariable. Grafikeren kunne, evt. i samarbejde med en økonom, have fastlagt et årligt indskud og beregnet dets vækst ved ordinær kontant opsparing, investering i obligationer og investering i aktier — evt. i forhold til alle banker og puljeordninger. Ved kurvens slutpunkt kunne man så beregne bankens samlede gebyrer over investeringsperioden og vise det som et knæk på kurven. Disse kurver ville tilbyde et væld af mikrolæsninger. Man kan sammenligne bankernes gebyrpolitikker, eller måske aflæse børskriser. Og makrolæsningen ville endda fremgå tydeligere på denne måde, idet man kunne sammenligne aktiekurvernes zig-zag med kontantopsparingens støtte, men langsomme vækst. Artiklen "Mad uden saft og kraft" (21.10., 1/6) er velfokuseret: Selvom man prøver at leve efter kostrådene, bliver man ikke nødvendigvis sund, fordi vi køber stadig flere industrifødevarer som ikke indeholder så megen næring. Grafikken "Spis sundt uden kosttilskud" er tænkt som råd til at løse problemet uden at man er nødt til at spise piller. Det er som sådan fint og relevant for læseren. Grafikken viser med clip-art (uden fjollerier) tre produktgrupper som er forsynet med et lille skilt med angivelse af det stof man får ved at spise produkterne, hhv. magnesium, selen og c-vitamin. En pil fra hver gruppe peger på en tekst der forklarer stoffets funktion i kroppen, og en afsluttende tekstblok fortæller i hvilke produkter stoffet findes. Der er altså en vis redundans i fremstillingen. Man kunne se den anvendte clip-art som overflødig staffage, men den kunne faktisk træde i stedet for de afsluttende tekstblokke og pilene, som i øvrigt er grimme og kluntede. Dermed ville man have fået plads til at vise flere produkter end to for hvert stof, og man kunne have fortalt hvordan man finder disse produkter i en "uindustriel" udgave der giver næring. Det ville læseren givet være interesseret i. Kurver F.eks. ser vi 4 kurver øverst på en side som gengiver udviklingen i "KF.EKS.-indekset", "Prisen i US Dollar for 1 Euro", "6 pct. Nykredit 2029" og "4 pct. Realkredit Danmark 2001" (10.10., 1/18). På tidsaksen: de sidste 5 børsdage. Der ligger altså 5 tal til grund for hver kurve. Det er ikke meget i på et finansielt marked, hvis man ønsker at se vedvarende tendenser. F.eks. dokumenterer kurven ikke at euroen faldt over for dollar. I stedet kunne man anføre dagens tal, og bringe en kurve over udviklingen for en måned eller et kvartal på samme areal som man bruger på en enkelt uge. Dermed ville man få mere ud af den sværte man bruger. Men hvad vigtigere er: Man ville have et grundlag for at holdbare hypoteser om udviklingen, hvis kurven endvidere blev forsynet med små mærkater der kunne forankre og vejlede læsepraksis: Hér blev der holdt topmøde, hér var der fare for handelskrig osv. "Ferie med middelalder og video" beretter om tre pigers oplevelser på et middelaldermarked og efterårsferieaktiviteter i øvrigt. I en faktaboks foreslås ferieaktiviteter. Denne type artikel sætter måske forældre og børn i gang med at planlægge fælles oplevelser. Artiklen nævner også at pigerne skal en tur i biografen, og det er her informationsgrafikken kommer ind. Den viser solgte biografbilletter over året og består af en sort kurve og en bundlinje. Mellem linjerne er et brunt areal. Der er ingen akser eller markeringer der viser ugenumre eller antal billetter, så dét kan man ikke få meget ud af. Et mærkat angiver at salget i efterårsferien 1999 lå på ca. 430.000. Men artiklen handler ikke om biografåret, ikke engang om efterårsferiens klimaks for biograferne. Her er et meningsløst gab mellem artiklens fokus og den nye information. Der er også en intetsigende clip-art: to pop-corn-spisende drenge med meget store biografbilletter. "Den store mission" er fra medietillægget (22.10., 5/2). Hvilken virkning det har at tre oplagstal fra hhv. 1980, 1990 og 2000 nævnes i tre ruder med én lang pil igennem, kan være svært at sige. Der er ikke megen information i dette, og grafikken kan ikke bruges til at uddrage nogen hypoteser om f.eks. hvorfor oplagstallet falder, eller hvad læserne så læser. Noget lignende er tilfældet i "Fakta om Lauritzen-gruppen" (12.10., 1/16), en firespaltet grafik der kun indeholder et minimum af information, og hvor teksten i punktform kunne have været bedre integreret i grafikken. Et organisationsdiagram viser strukturen af firmaer i gruppen på baggrund af et udvisket billede af navnet "J. Lauritzen" på en portal. Dette gør at pilene der viser ejerforholdene i gruppen, er næsten usynlige. Grafikken fylder stort set lige så meget som artiklens tekst — det er meget plads at ofre på at fortælle så lidt, så uklart. "Blodig kamp om sæderne" er en artikel om "biografkrigen", som fokuserer på udlejernes udvælgelse af de biografer der kan sælge flest billetter, deres krav til billetpriser og nye biografprojekter. Der er hele to faktabokse. Hvad har det med informationsgrafikken at gøre, som viser en kurve over "biografbilletprisindekset" over for "forbrugerprisindekset"? Hvis faktaboksen om "Høje bifpriser" var indarbejdet i artiklen, ville artiklens fokus stå tydeligere, og så ville det blive lettere at forstå informationsgrafikken som dokumentation for biografejernes pressede situation. De to kurver taler deres tydelige sprog, men hvis man nu førte sammenligningsperioden tilbage til 1980, kunne man få tallene fra tabellen nedenunder med i samme skema. Den viser at der er blevet ca. halvt så mange biografer siden 1980, mens der sælges ca. 1/3 færre billetter. Med andre ord har biograferne i gennemsnit solgt flere billetter — og alligevel stiger priserne. Der kunne ved en sådan kombination af to kurver dannes flere hypoteser, og alt hvad det kræver, er en alternativ y-akse i koordinatsystemets højre side, så den nye kurve kunne aflæses. Der ville endda blive mere plads, for skemaet spares, idet dets data integreres i diagrammet. Den fysiske virkelighed Grafikken er en skematisk tegning af Fisketorvet med adgangsveje, arealfordeling og et indtryk af butikscentrets udseende. Anskueligheden er prioriteret højt, omend man kunne have givet flere detaljer, f.eks. ved at gøre mure eller tage gennemsigtige. Den fungerer fint i sig selv – men dermed er det også klart at den ikke fungerer sammen med teksten. I en "Reportage", som artiklen kaldes – den er nærmere et essay – er den ikke lige det der er brug for. "To rum i ét" (21.10., 5/18) er en arkitekttegning, givet som en indretningseksperts svar til en læser der beder om råd. Den type tegninger kan aflæses umiddelbart og er fulde af relevant betydning. Svaret uddyber og præciserer. Arkitekttegninger kunne i højere grad være et forbillede for informationsgrafik. "Baseball" (16.10., 3/16-17) fylder to sider og er en usædvanlig artikel i en sportssektion, men spændende. Artiklen består af mange elementer: rubrik, manchet, hovedartikel, tre mindre tekster, to billeder, billedtekster og tre informationsgrafikker. Den første grafik præsenterer remedierne, ordnet på en smart måde: Battet rammer bolden (symboliseret ved en stjerne og en fartstreg), som gribes af handsken. Samtidig med at man får beskrevet og vist tingene, får man et naturligt forløb. Men blandingen af foto (bolden) og grafik (bat og handske) er uharmonisk. Bolden er meget større end de andre elementer, men det fungerer, fordi det virker som om suser i en bue ud mod os og tilbage i handsken. "Kastetips" hører til teksten "Kampen i kampen", som beskriver spillet mellem kaster og slåer. Denne grafik viser tre kasteteknikker, med håndens stilling og greb om bolden. Den slags pile som ellers ofte er overflødige, fungerer her fint til at vise kastets bane. Kastene benævnes med amerikanske udtryk, og nedenunder gennemgås teknikken i en kort tekst. Det meste af denne information er allerede vist i tegningerne — i stedet kunne der være bragt andre oplysninger: f.eks. anvendelseshyppighed, kendte kastere eller reaktionsmønstre hos slåeren. I midten er der en skitse af en bane. Spillerne er indplaceret som små stregmænd — ikke i den overpyntede stil som meget af den anden omtalte clip-art har budt på. Perspektivet giver grafikken rumlig anskuelighed. Alt i alt et eksempel på at man med få midler kan skabe god informationsgrafik i sammenhænge hvor man ikke ville have ventet det. Sammenfatning Informationsgrafik kan repræsentere store mængder data, men som det blandt andet er fremgået af gennemgangen af histogrammer, forsømmes muligheden for at fylde relevant information på grafikken der kan belyse relevante (årsags-)sammenhænge og udviklinger over tid. Ofte fokuseres der, på grundlag af et tyndt datamateriale, på nogle få parametre, der ofte ikke forbindes: Det tillader én læsning, og uddyber næppe læserens forståelse af komplekse problemer. Rigtige multivariable informationsgrafikker tillader derimod mikrolæsninger, der igen støtter en makrolæsning i overensstemmelse med artiklens fokus. Læseren og dennes mikrolæsninger er vigtige at respektere, men det er en misforstået gestus mod læseren, hvis man diverterer med banal clip-art. Det er en uæstetisk form for æstetikkens tyranni. Vi har set at et foto eller en tegning gør bedre fyldest som humor-, stemnings- eller følelseselement. Informationsgrafikken er dokumentarisk, men det betyder ikke at den ikke kan være smukt designet. Klare retningslinjer for informationsgrafikken er en hjælp til læseren og en opøvelse af dennes visuelle kompetencer. Disse har læseren i forhold til aflæsningen af kurver, men en sådan statistisk fremstillingsform kan ligne en mirakelkur — uden at være det. Kurver er lette at lave, men det gør dem ikke selvforklarende. Uden relationer mellem parametre opstår ingen forklaringer eller interessante sammenhænge, og kobles tallene ikke på artiklens fokus, sidder læseren med et problem. Det er USA Today-syndromet. I gengivelserne af den fysiske virkelighed har informationsgrafikken en usædvanlig force. I tillæg til de udpegede nøgleegenskaber for informationsgrafik kan den også fremstille komplekse forhold anskueligt. Informationsgrafikken i Politiken er næppe meget værre eller bedre end informationsgrafikken i andre medier, men uanset hvilket problem den enkelte informationsgrafik har, bliver det læserens — og i sidste instans avisens. Tufte betoner til hudløshed loyaliteten overfor datagrundlaget, men uden læsere er der ikke meget ved informationsgrafik. Er læserens behov og rigdommen i data derimod med i tankerne fra første færd når informationsgrafikeren folder sine særlige talenter ud, er der chancer for resultatet bliver mere end det papir værd det er trykt på. |
|||