DAVID MICHELSEN |
|||
|
DEBAT En smuk hilsen www.serate-italiane.dk, september 2006 Ciao bello. Jeg har kendt udtrykket, siden jeg lærte mine første ord på italiensk, men jeg er stadig ikke sikker på, at jeg helt forstår det. Ciao belle, ciao belli! Sådan siger man på italiensk, har jeg erfaret. Selvom formen i pluralis nok ikke er så almindelig. Den optrådte i hvert fald i singularis, første gang jeg mødte den. Jeg husker det tydeligt. Det må have været 10-12 år siden. Det var i Paris, og jeg befandt mig i et internationalt selskab, og det hele foregik på fransk, bien sûr. Franskmænd siger normalt noget, der svarer til danskernes ’goddag’ og ’hej’. Så da jeg blev hilst af en køn repræsentant for det italienske hunkøn med ordene ’ciao bello’, blev jeg alligevel godt overrasket. Bello? Mente hun mon mig??? Moi? Smuk? Et kongerige for et spejl! ... Da den første undren havde lagt sig, slog det mig, at Tiziana måske ikke blot havde ønsket at konstatere noget... men måske også sige noget til mig... sådan mellem linjerne? Kunne det være, at hun...? Amor caecus? Jeg tror dog også, at hun hilste andre med sit ’ciao bello’, men i virkeligheden betød det nok ikke så meget. For ’ciao bello’ var mere end et enkeltstående udsagn, der var faldet på en vidunderlig aften i byernes by. Det var et strejf af en sydlandsk retorik, som kunne trylle en bondeknold fra Danmark langt væk og op i den syvende himmel. Et verbalt kærtegn, et lille lyrisk indslag i den daglige ordstrøm, et poetisk plus, der gjorde hverdagen lidt større og smukkere. Ciao belli: jeg forestiller mig, at man kunne udråbe det i en lykkesrus fra det skæve tårn i Pisa. Sådan til alle og enhver. Ciao bello. Jeg har ingen statistikker og undersøgelser, men jeg, for mit vedkommende, hører sjældent noget tilsvarende i leverpostejens, jantelovens og regnvejrets land. ’Hej smukke’: i mine øren har det næsten en ironisk klang, for det kendetegner jo os danskere: vi kan ikke lide at tale om følelser, vi siger ikke tingene direkte, men pakker dem helst ind. Så bliver det jo ikke så farligt. Men min italienske ven har ladet mig forstå, at det altså er meget normalt at sige ’ciao bello’ blandt italienere. Man behøver ikke at mene noget med det. Det er sådan... lidt dagligdags eller måske ligefrem cool. For den der tager ordet i sin mund, har også udspillet og muligheden for at definere relationen til den anden. Der er en der betragter og en der bliver betragtet (som smuk) i et udtryk som ’ciao bello’. Den ene er aktiv, den anden passiv. Jeg blev meget overrumplet, da jeg, for anden gang i mit liv, oplevede et ’ciao bello’. Det var på Vesterbro Torv i København. Det var sommer, og vi spiste is. En fyr, jeg ikke havde vekslet mere end halvandet blik med, rejste sig fra nabobordet: ciao bello! Glp. Bello? Mente han mon mig??? Ville han mig... noget? Nøh, mente min makker, højst lave lidt sjov med mig, måske. Fyren har sikret grinet hele vejen hen til busstoppet over mit forvirrede ansigtsudryk og mit svar: ’tja-tja-tjav’. Så, ciao bello... fra romantiske undertoner til en casual joke. Et mystisk udtryk, som jeg endnu ikke er sikker på, at jeg helt forstår. Det er jo ikke nok bare at forstå ordene, ’ciao’ og ’bello’, og kunne oversætte dem et for et. Nej, man må have sprogmelodien, mimikken, personen, situationen og kulturen med for at forstå. Selv har jeg stadig til gode at hilse med et ’ciao bello’. Men den dag jeg gør det, er jeg for det første ret sikker på, at jeg vil bruge formen ’ciao bella’, og for det andet vil jeg mene det helt bogstaveligt. Som en smuk hilsen til en, jeg synes er smuk. David Michelsen Molboagtigt AF-system... Berlingske Tidende, 7. juli 2006, Magasin, p.12 Jeg har været tilmeldt AF i tre år. Og selvom jeg netop har meldt mig ud, er jeg stadig indmeldt. De statslige molboer i AF, der skal få de arbejdsløse ud i jobmarken, har et par problemer. For halvandet år siden skrev jeg et læserbrev om AF. Det udløste en invitation til et personligt møde med AFs chef i Storkøbenhavn. Jeg mødte op med høje forventninger. Jeg fik fire tilbud om støttet beskæftigelse at vælge imellem med hjem fra mødet: Det første job viste sig dog at være besat. Og det næste eksisterede ikke. Men AF-chefen skrev mig et fortrøstningsfuldt julekort: »Jeg ønsker dig held og lykke med dit kommende forløb. Mange hilsener, Birger«. Det skulle jeg så sandelig få brug for. Et nyt job blev så reserveret til mig. Men før AF kunne reagere, var jobbet igen besat til anden side. Forbier! I fjerde forsøg bad AF mig kæmpe med mange andre ledige om et støttet job. Men desværre. Den femte virksomhed ville ikke oprette jobtræningen, da der ikke var nok at vælge imellem! AFs jobtræning er altså inkompetence i opvisningsstil. Men bureaukratiet fungerer. Jeg har f.eks. underskrevet adskillige »kontrakter«, selvom jobbene ikke blev til noget som helst. Det generøse møde med AFs chef havde fyldt seks måneder med varm luft. Jeg skrev derfor til Claus Hjort Frederiksen. For ministeren er jo Birgers boss. Men han havde kun lovord til den offentlige kolos, AF er: »AF har en meget stor virksomhedskontakt, og en af AFs opgaver i denne forbindelse er at prøve at gøre mindre virksomheder interesserede i at ansætte en akademiker«, forklarede Frederiksen. Berlingske Tidendes læsere må forestille sig en mappe med ca. 30 støttede jobs og tusinder af ledige akademikere. AFs indsats svarer til at grave have med en teske! Men så sendte AF mig på børnehjem – altså for at tale om et støttet job. Bingo! Men efter at jeg havde været der fem minutter den første dag, sagde forstanderinden: »Du må sige til, hvis du kommer til at kede dig, og råbe op, hvis du virkelig keder dig«. Jeg tilbragte en uge med at kigge på, stege frikadeller og lege med børn. Institutionen havde bestilt lidt arbejdskraft, for det kunne vel ikke skade. De havde dog intet at bruge en akademiker til. Så hvorfor ikke også give ham tidligt fri? AF erkendte selv problemet. I stedet fik jeg min egen støttepædagog. Efter flere år som ledig skulle jeg lære at skrive ansøgninger. Jeg har nu opgivet AF. Men AF har som sagt ikke opgivet mig, for den elektroniske til- og afmelding fungerer ikke. Endskønt jeg er udmeldt, vil AF have mig på kursus i, hvordan man får et støttet job. Det var det, jeg var blevet lovet, at AF kunne skaffe mig! Det er derfor ikke mig, der trænger til et kursus. Det er molboen, der skal hjælpes. Akademisk affald Morgenavisen Jyllands-Posten, 1. december 2004, p.10 DET UNDRER mig, at en VK-regering tillader det. Pengene fosser måske ikke længere ud af statskassen, men tabene i form af mistede indtægter burde være kilde til lige så stor bekymring for Fogh Rasmussens regering. Hvorfor er arbejdsløsheden ikke prioriteret politisk højere? Hvis man tror, at solidaritet eller velfærd handler om lidt mere i dagpenge eller ferie for de arbejdsløse, har man misforstået noget. Sådan som det er i øjeblikket, er vi i gang med at producere store mængder akademisk affald. Skuffelse
En kolos David Michelsen, Arbejdsløs, Blågårdsgade 50, 1., København N Tørklædedebat og islamofobi Morgenavisen Jyllands-Posten, Indblik, 10. august 2003, p.9 RALF Pittelkow påstår 3/8 i JP, at tørklæder er kvindeundertrykkende. Det er muligvis korrekt, men det virker ikke overbevisende, når han fremsætter sine meninger om religion og samfund. Det danske samfund er verdsligt, skriver han, men man kunne spørge: Hvorfor har butikkerne lukket om søndagen? Hvorfor er religionsundervisningen koncentreret om kristendommen? Hvorfor går Folketingets medlemmer i Christiansborgs Slotskirke ved særlige lejligheder? Handel, undervisning og politik er verdslige anliggender i Danmark, men de er altså også religiøst farvede. Forlad dog den monomane debat om tørklæder. Pittelkow taler om kalotter som et undtagelsestilfælde. Hvis Pittelkow virkelig går ind for sekularisering, burde hans spalte handle om alle religioners plads i samfundet. Ellers er stormen mod tørklæder udtryk for islamofobi. David Michelsen, Classensgade 5, København Ø Et skud for boven Morgenavisen Jyllands-Posten, 1. sektion, 1. august 2003, p.9 HUMANIORA får ellers et skud for boven i JP 26/7, skal jeg love for. Humanistiske fag som sådan er i sigtekornet, fordi dekan Henrik Pedersen fra Odense har svært ved at tiltrække ansøgere til sine uddannelser. Måske skulle han selv have prøvet at få det »humanistiske kølleslag«, han taler om og glæde sig over, at de studerende, der trods alt læser naturvidenskab, har fået det, så de kan læse teknisk faglitteratur på tysk, argumentere for nanoteknologiens nødvendighed eller fylde noget fornuftigt indhold på internettet. Selv naturvidenskabsfolk har brug for humanvidenskabelige kompetencer. Det er let at pukke på andre faggrupper og andre led i uddannelsessystemet, og det ville være klædeligt, hvis Pedersen kunne respektere andre studieretninger end sin egen. David Michelsen, Tagensvej 52, København N Danske ord - der virker Sprog og Samfund, vol. 2, 2001, p.13 Debatten om, hvilke ord der er danske, og hvilke ord der ikke hører til i vores sprog, er en vigtig debat. Derfor læste jeg med interesse Bent Pedersbæks artikel om Rasks sprogrenserordbog i sidste nummer af S&S (marts 2001). Rask hører til puristerne, og Pedersbæk synes at være med på vognen. Jeg er ikke enig og vil argumentere for, at vi får nogle flere nuancer ind i debatten. Jeg tager udgangspunkt i ordet cool. Selvom Pedersbæk spøgende synes, Rasks ordbog er cool, er jeg bestemt ikke enig, når han mener, at de anførte alternativer til cool er bedre end det amerikanske udtryk. Man ville aldrig kunne synonymisere cool og svalende på dansk. På engelsk dækker ordet også svalende, men på dansk er cools bogstavelige betydning gået tabt. Man tager sig ikke en cool cola, men man kan optræde cool. De øvrige forslag rammer heller ikke helt præcist cools betydning. En person, der er cool, er også en person, man har respekt for - det har man næppe for en, der er overlegen eller arrogant. Sej er tættere på, men betoner i højere grad personens fysik, mens cool sigter på en attitude. Men det er ikke kun et spørgsmål om betydning og semantik. Alle Rasks sprogbud overser fuldstændig, at sprog er noget, vi bruger i konkrete situationer med et kommunikativt formål. Rask og Pedersbæk kunne næppe finde på at bruge ordet cool, og derfor klinger det hel ler ikke i Pedersbæks ironiske afslutningssalut. Ordet finder sin brug hos en yngre generation. Brugen af cool er hverken dovenskab eller praleri. Det er et bevidst valg — måske for at udelukke voksne, måske fordi det lyder smukkere end det middelnedertyske "overlegen”, måske begrundet i noget helt tredje. Men det virker og er både klart og udtryksfuldt. Jeg mener ikke, at vi bare ukritisk skal indlemme engelske gloser i vores ordforråd, men vi skal heller ikke tilbage til runedansk. Afviser vi de andres sprog, lukker vi os ud af den indoeuropæiske familie. Pedersbæk taler om "amerikaniseringen af vores tænkemåde”. Det synes jeg er en voldsom karakteristik. At vi bruger amerikanske ord, er udtryk for et samkvem med amerikanere, ligesom vi fx også har haft samkvem med franskmænd og tyskere, hvilket også har sat sig spor i vores sprog. Ellers ville Pedersbæk næppe kunne bruge gode danske ord som dem, han bruger i sin artikel: fx succes, initiativ, symptom, autoritet, accepteret, perspektiv. Da ordene blev importeret, har de sikkert klinget frem med, men nu er de en etableret del af vores sprogskat, og er cool virkelig et godt ord, vi vi sikkert også have det i munden om føje år. Ellers ryger det ud. En retorikers appel Dansk er danske ord — der virker. David Michelsen, stud.mag. |
|||